Og læs den tilhørende artikel, som er omdrejningspunktet for dette blogindlæg. 

Det er et decideret åndssvagt indslag, Politiken har lavet. Sikke en omgang mikrofonholderi for FOA. Politikerne knokler røven ud af bukserne dag ud og dag ind, ofte aftener, ofte weekender. Arbejde betyder ikke ‘at sidde på sit kontor’.

Jeg arbejder på Christiansborg, og jeg ved at politikernes kontorer *ofte* kan træffe at være tomme. Fordi man er ude i landet og møde borgerne. Fordi man mødes med fagforeninger, brancheorganisationer osv. Fordi man er til møder andre steder på Christiansborg eller i et ministerium. Folketingspolitikerne er blevet udstyret med bærbare computere og smartphones, så det er muligt for dem at arbejde hjemme fra, arbejde når de er på farten – fx i toget på vej mellem Christiansborg og boligen i Jylland. Og det gælder politikere fra ALLE partier.

Politiken har tydeligvis en dagsorden, og har da også altid slået sig op som en avis med holdninger.  Men når man ikke længere laver faktuel journalistik, er det virkelig svært at tage alvorligt, at medierne er demokratiets vagthund. Det er en selvforherligende skåltale i disse tider, hvor den økonomiske krise tvinger mediernes sande ansigt frem i lyset: de er virksomheder, de går op i at tjene penge, de vil sælge aviser og annoncer. Det er ikke engang sensationsjournalistik, det er i bund og grund bare dårligt.

En sjov lille note til Politikens indslag er det korte øjeblik, hvor man viser den radikale gang, som i klippet var helt mennesketom. Jeg ved at flere af mine kollegaer var på arbejde og på Christiansborg i dag, men Politiken har med vilje valgt ikke at vise, at folkestyrets tandhjul faktisk kører rundt også om fredagen efter Kristi Himmelfart. Jeg arbejdede også selv i dag – men jeg gjorde det hjemmefra, ligesom andre af mine kollegaer og en del politikere i øvrigt gjorde.  Politikens journalist, Niklas Rehn, har  til den førnævnte artikel, fået kommentar fra intet mindre end tre folketingspolitikere: Marianne Jelved (RV), Per Clausen (EL) og Holger K. Nielsen (SF) – så har de jo netop arbejdet, selvom fx Per Clausen ville have brugt dagen på at få “gjort lidt ved sin kolonihave”.

Andre beviser? Artikel 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8 - bare for at nævne nogle stykker.

Politikens artikel og indslag er ikke bare tendentiøst og usagligt. Det er bidragende til en voksende mistillid mellem folkevalgte og folket, som præger samfundet i disse tider. En ting er finanskrisen og den situation vi er i som følge heraf. I den sammenhæng forstår jeg godt at folket er træt af politikere, der ikke tager ansvar eller ikke handler i tide – som tilfældet i allerværste grad var det i Grækenland. Men derfra og til at bidrage til de myter, at politikere er dovne, overbetalte og hykleriske, det finder jeg mig ikke i. Jeg har aldrig hørt om et folketingsmedlem, der arbejdede 37 timer om ugen og sad på kontoret 9-17. Det er ikke det, deres job går ud på. De har tværtimod til opgave at rette op på landet. Et af forslagene til at gøre Danmark mere konkurrencedygtigt er forslaget om at afskaffe 1-2 helligdage.

Det kan man så mene om, hvad man vil – Politikens lederskribent Kristian Madsen (tidl. ansat i 3F og LO og tidl. DSU-formand) forudsætter fx, at arbejdsløsheden skal være lavere, for at det giver mening at bede folk om at arbejde mere. Men der er langt fra et politisk eller ideologisk begrundet modargument og så til at modarbejde et forslag gennem misvisende journalistik og falske anklager om politikeres dovenskab og hykleri.

Update

Fik dette tweet fra DR-journalist Mette Albæk:

@jacobpackert jeg har talt med 15 politikere i dag. de var alle sammen på arbejde.

May 18, 2012 19:50 via webReplyRetweetFavorite

@mettealbaek

Mette Mayli Albæk

Millioner af views, masser af shares på Facebook og tusindvis af tweets med hashtag #kony2012 skabte opmærksomhed på kampagnen. Men da dagen kom, hvor folk skulle gå på gaden og vise deres modstand mod Kony og hans brug af børnesoldater, havde intereessen lagt sig.
Det er ikke som om at der sltikke var *nogen* på gaden – det var der – og jeg skal ikke gå ind i en detaljeret evaluering af kampagnen – jeg aner ikke, hvor mange der har gjort andre handlinger som fx at donere penge, lægge pres på deres politikere, etc. Men hvad ser står tilbage er blot den simple læresætning, at internetpopularitet ikke har værdi i sig selv, medmindre man har succes med at overføre det til virkelighed.
Offline handlinger kan være køb af ting eller overførsel af penge, krydser på en stemmeseddel, opbakning ved fremmøde, læserbreve eller tc. Alt sammen fysisk manifestation og handling i modsætning til den involveringsfattige slacktivisme, der findes i det næsten omkostningsfrie klik på like.

Der er intet quickfix for politisk forandring.

I min branche gælder det om at få stemmer og om at få politik gennemført. Dertil kommer partimedlemmer og støtter til at drive værket, samt penge til at køre foretagendet. Det er – i grove træk – det vigtigste.

Vi har ikke satset på virale videoer. For det er på ingen måde en garanti om at få stemmer eller medlemmer. Vi går heller ikke og surmuler over at Margrethe Vestager ikke har flest facebookfans. Det ville da være dejligt med flere, men de nuværende er gode og loyale støtter. I det hele taget er vi ikke så meget for eksplosiv vækst. Den slags peger i retning af et modelune, og modeluner, trends og hype kan falde sammen som et korthus.

Politik handler også om psykologi og identitet. Det, vi bygger op, skal ikke være et engangsknald, og et behøver heller ikke være et ægteskab. Det skal helst være et sundt og givtigt forhold, som får lov at udvikle sig stille og roligt og vokse sig stærkt og stabilt. Se på Dansk Folkeparti. De har haft et godt og stærkt bånd med en stor portion mennesker i femten år. Samme formel virker stadig. Det er godt og stabilt og frem for alt virkelig stærkt – selvom det ikke gør DF til det største parti, har det i mange år været et af de mest magtfulde.

Modstanden mod børnesoldater er vigtig, og der vil fortsat blive arbejdet for fremskridt på området. Men måske er det bedre med en lille gruppe, der bakker stærkt op om initiativet, end med en stor gruppe, der bakker en lille smule op. Der er intet quickfix for politisk forandring. Kun lange, seje træk.

Og det er heller ikke fordi jeg mangler lysten til at tage små eller store sager op. Hver dag er der en nyhed eller et indlæg i en debat, som jeg har lyst til at skrive om. Men ofte kommer det ikke
længere end et tweet ellermen facebookupdate. Det er ligesom bare nemmere og mere casual.

Nej, det er hverken mangel på lyst eller materiale, men simpelthen mængden af tid, der er for lille. Mit arbejde fylder mere og mere af mit liv, og i takt med at opgaverne og ansvaret bliver større, bliver det mentale overskud til at hanke op i min personlige kommunalvalgkamp mindre og mindre.

* * *

Det sidste år har været vanvittigt for mig. Der er sket så mange ting: fik min bachelorgrad, partiet deltog i tilbagetrækningsreformen, og jeg blev opnormeret og arbejdede på fuld tid næsten hele første halvår 2011 i forventning om at der ville komme et forårsvalg. Det gjorde der som bekendt ikke, og jeg var indstillet på at komme tilbage på studiet og gå i gang med min kandidat på statskundskab. I juli meddeler min kollega, at hun stopper til august, og der bliver en stilling ledig, som jeg besætter. Opgaver overdrages til mig, valget udskrives i august og varer i tre af de hårdeste, sjoveste, mest intense, mest spændende og mest udfordrende uger af mit liv – og d. 15. september kunne vi fejre det bedste valg for Radikale Venstre i 40 år.
Fremgangen betød at vi dannede regering med S & SF, og min tidligere chef fulgte med Margrethe Vestager over i Økonomi- og Indenrigsministeriet som særlig rådgiver. Siden har vi arbejdet med regeringsdannelse, regeringsgrundlag, regeringssamarbejde og regeringsproblemer (indrømmet). På de interne linjer fik vi mange nye folketingsmedlemmer: 17 mandater i alt! 11 er helt grønne folketingsmedlemmer og hører til på det, der i daglig tale kaldes den radikale gang. Og en lille håndfuld nyvalgte blev udnævnt ministre.
Dertil kommer det glædelige forhold at flere stemmer og flere mandater også betyder flere penge, som partiet kan beuge til at ansætte flere folk. Så valget har også betydet et goddag til flere nye gode kollegaer.

Altså meget nyt og megen omstilling – og mange projekter. Som kampagneansvarlig har jeg at gøre med mange af partiets aktiviteter, men en ting fylder især meget i horisonten: Kommunalvalg og Regionsrådsvalg d. 19. november 2013. Det har ikke tidligere været en ekstraordinært stor opgave, men denne gang har vi valgt at prioritere det meget højt og investere massivt flere penge, timer og menneskelige ressourcer i at sikre partiet et godt valg om halvandet år. Og det er en opgave, jeg har taget på mine skuldre.

* * *

Derfor er det også blevet klart for mig, at der ikke kan blive plads til, at jeg selv stiller op i 2013. Jeg har brug for at fokusere al min kampagneenergi i den landsdækkende kampagne; det skylder jeg partiet.
Det er det afgørende, men en række andre ting har også i min indre monolog talt imod en opstilling: jeg har brug for at lave andet end politik, og udsigten til at bruge min tid på Christiansborg 9-17 og Københavns Rådhus 17-22 var måske ikke såmindbydende som at kunne bruge sidstnævnte på min kæreste, mine venner, en tur i biografen eller til crossfit. Det er ikke lønnen, der trækker (kommunalpolitikere i København modtager en komisk lav godtgørelse sammenlignet med, hvor stort kommunalt budget og hvor mange borgere, de står i spidsen for), og det er heller ikke nødvendigvis vejen til,en stor politisk karriere. Tværtimod forekommer det kommunalpolitiske arbejde opslidende og utaknemmeligt.

Til min beslutning hører også min jobsituation og uddannelsessituation. Efter valget blev jeg gjort til kampagneansvarlig, og det er et ønskejob, som jeg går ind til med allerstørste ydmyghed. Det går til gengæld ud over mine studier, hvorfor jeg har valgt at stoppe på Københavns Universitet (jeg var alligevel ikke kommet rigtigt i gang med at læse). Noget siger mig, at jeg kommer til at lære markant mere inde på Borgen end oppe i Elfensbentårnet. I stedet forestiller jeg mig at tage en master (engang langt ude i fremtiden). Min pointe er, at jeg satser meget på arbejdet. Derfor kan jeg ikke tåle at levere en dårlig indsats som følge af min personlige opstilling til Borgerrepræsentationen.

* * *

Intet er udelukket for fremtiden. Jeg kan stadig ikke lade være med at blande mig, blove forarget, vred, begejstret eller få idéer. København er en mega fed by, og selvom jeg har besøgt en del storbyer og holder meget af andre skønne storbyer som Berlin, Washington og Vancouver, er det København, jeg har tabt mit hjerte til.
Storbyerne er fremtiden. Teknologi, urbanisering, arbejdsmarked, miljø og infrastruktur bliver nogen af det 21. århundredes største omdrejningspunkter og udfordringer – og storbyerne bliver svaret. Jeg betragter mig selv som progressiv, socialliberal urbanist. Jeg elsker byens puls, og Københavns rytme har noget helt særligt.

Jeg skylder en tak til dem, der har vist mig støtte og bakket mit kandidatur op. Tak! I betyder meget. Og jeg håber, I er friske igen en anden gang, hvis jeg skulle blive grebet af lysten og muligheden melder sig for at få mit navn på stemmesedlen.

Bloggen her kører nok videre på lavt blus som en slags container for tanker og tekster. Kig endelig forbi i ny og næ.

Alt godt.
Jacob Packert

Jeg er ikke i tvivl: vi skal den betalingsring. Og vi skal investere i offentlig transport. Og vi skal investere i cykelstier. Vi skal gøre København til en by for mennesker. Det kræver jernhård prioritering.

Står det til Venstre, skal biltrafikken dominere København. Se bare, hvad Kristian Jensen skriver på Twitter. Det giver måske mening andre steder i landet, fx Jylland, hvor Kristian Jensen er valgt, og Venstre har de fleste af deres vælgere. Men ikke i København.

København skal være en international, bæredygtig metropol. Ikke en motorvej-slash-parkeringsplads!

Foto: JENS DRESLING

Mandag kunne man i Berlingske læse, at 15 borgmestre i Københavns omegnskommuner vil gå sammen i modstanden mod en betalingsring om København.
Regeringen bør ifølge de 15 omegnsborgmestre “udskyde projektet, indtil der er investeret milliardbeløb i en markant bedre kollektiv trafik”. Hvis ikke, så “kommer det ikke til at gå stille for sig”, lover Rødovres borgmester, Erik Nielsen (S).

Det er klart at borgmestrene forsøger på bedst mulig vis at varetage snævre lokale interesser.
Men jeg forstår ikke denne kategoriske afvisning af et projekt, hvis hovedformål er at mindske trængslen i København, gøre luften renere og endda skaffe penge til den kollektive trafik.

Hvis ikke vi gør noget ved trængselsproblemerne med det samme, bliver de kun værre. Vi bliver mange flere i hovedstaden fremover. Over de næste 15 år forventes det at der kommer til at bo ca. 100.000 ekstra indbyggere i København.
Byen vokser, men hvordan vokser infrastrukturen med på en bæredygtig måde?
Svaret er ikke flere veje og mere bilisme. København skal ikke være en asfaltby. Svaret er mindre trængsel gennem bedre og billigere offentlig transport, flere busser, mere metro og mere cykling. Det er desværre ikke alle de ting, der er råd til at gennemføre med det samme. Men derfor er det stadig vigtigt, at vi som samfund tager det ansvarlige valg.

Betalingsringen er ikke et mål i sig selv, men den er et af midlerne på vej til målet om mindre trængsel.
Rom blev ikke bygget på en dag, og det gør den nye københavnske infrastruktur heller ikke. Kære socialdemokratiske borgmestre, åbn øjnene! Der er en milliardinvestering i den københavnske infrastruktur i fuld gang: den nye metro cityring står færdig i 2018 og vil hjælpe til at transportere tusindvis af københavnere rundt hver dag. Men vi kan ikke vente så længe med at arbejde på at få trængslen minimeret i København.

Der er brug for handling her og nu. Tiden kalder på politisk mod og på ansvar over for samfundet. Men det finder man måske ikke meget af hos de 15 omegnsborgmestre, der søger genvalg.

En fejl i bereningen af prognosen for børnetallenes udvikling, betyder at der mangler 73 mio. kr i kassen.

73 mio. kr. er virkelig mange penge. Specielt til børneområdet. Regeringens finanslov indeholder et løft til daginstitutionsområdet i hele landet på 500 mio. kr., som får lov at virke fra 2013. Men kun en lille del af de midler kan forventes at lande i Københavns Kommune, når de skal fordeles i forbindelse med forhandlinger mellem kommunerne og Økonomi- og Indenrigsministeren.

@jacobpackert @egmose @soenderskov @lkeinicke Enig!! Jeg kender flere, der har skullet vente +15mdr på en vuggestueplads. #stramop

November 25, 2011 00:11 via Twitter for iPhoneReplyRetweetFavorite

@linehnielsen

Line Hedeman Nielsen

Området trænger i forvejen til et gevaldigt løft i København. Med historier om fx +15 måneders ventetid på en vuggestueplads (som @linehnielsen skrev på twitter) og om par, der planlægger at flytte fra København til forstaden med pasningsordninger som den primære årsag, står København med et problem, der er ved at vokse sig meget stort. Min bankrådgiver er ved at flytte til Sorø af samme årsag. Mine kollegaer med børn er enten flyttet fra København, er på vej væk, eller er ved at gå til i frustration over de lange udsigter til pasning.

Dels er det et problem for København som by helt overordnet, at man ikke kan få sit barn passet og få et familieliv til at fungere. København skal kunne tilbyde den samme service som andre kommuner i Danmark – specielt vores nabokommuner.
Og dels er det et økonomisk problem for København, at personer med en højere indkomst end fx studerende og ældre, vælger at flytte fra byen. På den måde forsvinder nemlig også den skat, de ville have betalt, og så kommer der endnu større hul i budgettet, når man skal prøve at rette op på pasningsordningerne.

Når probemet er så stort i København, er det også nærliggende at frygte, at et krav til minimumsnormering i institutionerne, som regeringen lægger op til, vil være svært at efterkomme, fordi der i forvejen mangler institutionspladser til børnene. Så handler det ikke længere om at få flere pædagoger pr. barn i hver institution – men om at få flere pædagoger pr. barn i hele København.

Flere pædagoger og som minimum et daginstitutionstilbud, som man kan regne med, når man bliver flere i familien, er en god investering i fremtiden. Både for København men også for de børn, der skal have en god start på tilværelsen, så de klarer sig bedre i skolen senere i livet.

* * *

Jeg er ikke ekspert på området – blandt andet fordi jeg ikke selv har børn. Så jeg vil meget gerne høre din historie eller holdning til børnepasningen i København. Skriv i kommentarfeltet herunder. Tak!

Dunkel trukket af lukning

…håber de finder en løsning. Ville være surt for København at miste et sted, der har betydet så meget for den elektroniske scene.

Jeg er 23, har fået det job, jeg gerne vil have, en fin løn, og måske vigtigst af alt en masse spændende og udfordrende arbejdsopgaver. Det er et job, der styrker min faglighed og min specialviden på en lang række områder, hvor jeg ikke føler, jeg lærer særlig meget på universitetet.
Ikke et ondt ord om den akademiske verden; jeg har været glad for at læse og har lært nogle gode ting. Spørgsmålet er, hvordan jeg udvikler mig bedst i de næste år? Fordyber mig i bøgerne på Københavns Universitet? Eller anvender mine kompetencer og faglighed i erhvervslivet, til jeg får lyst til at uddanne mig igen?

Jo, det giver mig en større sikkerhed at kunne skrive cand.scient.pol på CV’et. Men ba.scient.pol er da heller ikke helt ringe?
Mine venner, der er kommet ud på den anden side af specialet, fortæller mig, at kandidaten er der, hvor det rigtigt begynder at blive spændende. Hvor man får lov til at fordybe sig i lige præcis det, man gerne vil.
Men det er jo netop den mulighed, jeg har fået på mit arbejde nu?
Jo længere tid på studiet, jo dygtigere bliver jeg. Men hvad så med berømte college dropouts som Mark Zuckerberg, Bill Gates og Steve Jobs?

Måske har jeg allerede besluttet mig mentalt. Jeg tænker ikke på den eksamen til december længere. Jeg koncentrerer mig om de opgaver, jeg har på arbejdet. Og det skal jeg også, for det er ikke bare et studiejob længere. Det er mit første rigtige job. Og faktum er, at mit studie gør mig dårligere til mit arbejde ved at tage koncentration og mentalt overskud fra mig, som jeg kunne have brugt på andre projekter.

Uddannelse og karriere er tæt forbundne, men de følger ikke nødvendigvis samme spor eller rytme. Jeg ville ønske samfundet i højere grad var indrettet på en måde, hvor det var legitimt at uddanne sig lidt – arbejde en del – uddanne sig igen, arbejde endnu mere. Det er som om man hænger fast i et skisma om at de sidste 50 år af livet skal bruges på at arbejde ud fra de kompetencer, man lærte de første 25.
Men sådan hænger tingene jo ikke sammen længere. Vi skal uddanne os hele livet.

Det agter jeg i hvert fald at gøre. De næste år bliver det nok bare ikke på universitetet.

For mig handler diskussionen ikke om, hvem der kommer til at betale mest. For mig handler det om, hvad der er bedst for København. Det er nemt at fremhæve eksempler eller lave regnestykker, der viser hvor forfærdeligt det bliver for udvalgte grupper. Sådan er politik. Et tiltag er stort set aldrig sjovt for alle. Men det er nødvendigt.

Det er nødvendigt at nedsætte trængslen i den københavnske trafik.

Det er nødvendigt at gøre luftforureningen mindre.

Det er nødvendigt at få flere penge til at investere i den offentlige transport.

Det er nødvendigt at få endnu flere til at tage cyklen i stedet for bilen.

Det er nødvendigt at skrue ned for benzinforbruget (før vi løber tør).

Hvis vi havde pengene til det, burde vi indføre gratis bus, S-tog og metro. Jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle gøre det – ud over at det koster kassen.

S-SF’s forslag til betalingsring fra valgkampen ligger her. Det er ikke et endeligt forslag. Placering, taksering m.v. skal stadig forhandles med de implicerede omkringliggende kommuner. Men det er gode toner.

Målet er klart: der skal værre færre biler i København. Derfor støtter jeg en betalingsring.