Det spørger jeg mig selv om, idet jeg står ved en skillevej. Lad mig forklare.
Jeg har de sidste mange år arbejdet på Radikale Venstres sekretariat på Christiansborg. Først som studentermedhjælp, senere kampagnemedarbejder, og nu kampagneansvarlig. Jeg trives, jeg har spændende opgaver, gode kollegaer og i det hele taget et job, jeg er utroligt glad for. Det er – når jeg tænker efter – det job, jeg har ønsket mig, lige siden jeg fik smag for politik. Et drømmejob.
Samtidig er jeg – teknisk set – stadig studerende. Jeg er bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet. Jeg blev et halvt år forsinket med bacheloren (som jeg fik januar 2011), fordi jeg var opstillet som kandidat til kommunalvalget i 2009. Og jeg kom lidt sent i gang med at tage fag på kandidaten, da jeg det meste af 2011 har arbejdet på fuld tid i forbindelse med folketingsvalget.
Jeg er indskrevet på kandidatdelen på statskundskab, har gået til undervisning og er tilmeldt en eksamen. Men det er ærligt talt ret hårdt at arbejde på fuld tid og læse på deltid. Og spørgsmålet er: hvad får jeg egentlig ud af det?

Jeg er 23, har fået det job, jeg gerne vil have, en fin løn, og måske vigtigst af alt en masse spændende og udfordrende arbejdsopgaver. Det er et job, der styrker min faglighed og min specialviden på en lang række områder, hvor jeg ikke føler, jeg lærer særlig meget på universitetet.
Ikke et ondt ord om den akademiske verden; jeg har været glad for at læse og har lært nogle gode ting. Spørgsmålet er, hvordan jeg udvikler mig bedst i de næste år? Fordyber mig i bøgerne på Københavns Universitet? Eller anvender mine kompetencer og faglighed i erhvervslivet, til jeg får lyst til at uddanne mig igen?

Jo, det giver mig en større sikkerhed at kunne skrive cand.scient.pol på CV’et. Men ba.scient.pol er da heller ikke helt ringe?
Mine venner, der er kommet ud på den anden side af specialet, fortæller mig, at kandidaten er der, hvor det rigtigt begynder at blive spændende. Hvor man får lov til at fordybe sig i lige præcis det, man gerne vil.
Men det er jo netop den mulighed, jeg har fået på mit arbejde nu?
Jo længere tid på studiet, jo dygtigere bliver jeg. Men hvad så med berømte college dropouts som Mark Zuckerberg, Bill Gates og Steve Jobs?

Måske har jeg allerede besluttet mig mentalt. Jeg tænker ikke på den eksamen til december længere. Jeg koncentrerer mig om de opgaver, jeg har på arbejdet. Og det skal jeg også, for det er ikke bare et studiejob længere. Det er mit første rigtige job. Og faktum er, at mit studie gør mig dårligere til mit arbejde ved at tage koncentration og mentalt overskud fra mig, som jeg kunne have brugt på andre projekter.

Uddannelse og karriere er tæt forbundne, men de følger ikke nødvendigvis samme spor eller rytme. Jeg ville ønske samfundet i højere grad var indrettet på en måde, hvor det var legitimt at uddanne sig lidt – arbejde en del – uddanne sig igen, arbejde endnu mere. Det er som om man hænger fast i et skisma om at de sidste 50 år af livet skal bruges på at arbejde ud fra de kompetencer, man lærte de første 25.
Men sådan hænger tingene jo ikke sammen længere. Vi skal uddanne os hele livet.

Det agter jeg i hvert fald at gøre. De næste år bliver det nok bare ikke på universitetet.