November 25, 2011
by Jacob Packert
0 comments
Københavns Kommunes økonomiforvaltning har i den grad klokket i den. Jeg har ondt af den stakkels medarbejder, der har lavet rod i sit Excelark. Men det ændrer ikke på, at den slags bare ikke må ske. Det er så pinligt.
En fejl i bereningen af prognosen for børnetallenes udvikling, betyder at der mangler 73 mio. kr i kassen.
73 mio. kr. er virkelig mange penge. Specielt til børneområdet. Regeringens finanslov indeholder et løft til daginstitutionsområdet i hele landet på 500 mio. kr., som får lov at virke fra 2013. Men kun en lille del af de midler kan forventes at lande i Københavns Kommune, når de skal fordeles i forbindelse med forhandlinger mellem kommunerne og Økonomi- og Indenrigsministeren.
@ @ @ @ Enig!! Jeg kender flere, der har skullet vente +15mdr på en vuggestueplads. #stramop
Området trænger i forvejen til et gevaldigt løft i København. Med historier om fx +15 måneders ventetid på en vuggestueplads (som @linehnielsen skrev på twitter) og om par, der planlægger at flytte fra København til forstaden med pasningsordninger som den primære årsag, står København med et problem, der er ved at vokse sig meget stort. Min bankrådgiver er ved at flytte til Sorø af samme årsag. Mine kollegaer med børn er enten flyttet fra København, er på vej væk, eller er ved at gå til i frustration over de lange udsigter til pasning.
Dels er det et problem for København som by helt overordnet, at man ikke kan få sit barn passet og få et familieliv til at fungere. København skal kunne tilbyde den samme service som andre kommuner i Danmark – specielt vores nabokommuner.
Og dels er det et økonomisk problem for København, at personer med en højere indkomst end fx studerende og ældre, vælger at flytte fra byen. På den måde forsvinder nemlig også den skat, de ville have betalt, og så kommer der endnu større hul i budgettet, når man skal prøve at rette op på pasningsordningerne.
Når probemet er så stort i København, er det også nærliggende at frygte, at et krav til minimumsnormering i institutionerne, som regeringen lægger op til, vil være svært at efterkomme, fordi der i forvejen mangler institutionspladser til børnene. Så handler det ikke længere om at få flere pædagoger pr. barn i hver institution – men om at få flere pædagoger pr. barn i hele København.
Flere pædagoger og som minimum et daginstitutionstilbud, som man kan regne med, når man bliver flere i familien, er en god investering i fremtiden. Både for København men også for de børn, der skal have en god start på tilværelsen, så de klarer sig bedre i skolen senere i livet.
* * *
Jeg er ikke ekspert på området – blandt andet fordi jeg ikke selv har børn. Så jeg vil meget gerne høre din historie eller holdning til børnepasningen i København. Skriv i kommentarfeltet herunder. Tak!