Archive for April 2009


Folket generobrer Nørrebro – bid for bid

April 29th, 2009 — 9:19am

Har netop modtaget denne besked fra Ulla Baggesgaard, som er en af initativtagerne til netværket/facebookgruppen “Vi vil bo her sammen. Alle sammen. Væk med vold og våben.”

På mindre end en uge har der været ikke mindre end 4 skud- og voldshandlinger i vores kvarter. Men vi har taget gaderne tilbage alle gange.
Og det bliver vi ved med. Skulle der komme flere episoder, mødes vi på stedet den efterfølgende dag kl 17 – og med blomster, venskab og sammenhold tager vi gaden tilbage.
Vi tager gaderne tilbage bid for bid – vær med!
Send dette til alle dine venner med en opfordring om, at melde sig ind i facebook-gruppen, så I får besked om nye tilbageerobringer, tilmeld dig sms-tjenesten (sms Nørrebro til ) – og frem for alt: mød frem, hvis der kommer endnu en gade at tage tilbage. Tag kaffe, kage eller blomster med.
Vi lader os ikke kue. Vi vil mangfoldighed, fællesskab og et fredeligt Nørrebro. For vi vil bo her sammen. Allesammen.

Det her er et smukt initiativ. Smukt på den måde, at budskabet ‘vi lader os ikke kue’ følges op af en fredelig handling. Det er et meget stærkt symbol. Og det er smukt på den måde, at det er helt almindelige borgere, der kalder til handling og er med til at organisere. Smukt fordi organiseringen foregår på græsrodsniveau og via mere eller mindre uformelle netværk. Og allervigtigst: smukt, fordi det er det, der er brug for.

Vi er nødt til at vise banderne på Nørrebro, at de aldrig, aldrig, aldrig nogensinde vil vinde over os. At kriminalitet og våben ikke hører hjemme i vores København. At der er opbakning til politiets indsats – især når de er så pressede som de er.

Jeg håber, at der er flere, der vil støtte op om initiativet på Nørrebro. Hvis du læser det her, er du meget velkommen til at sprede budskabet i dit eget netværk. Også selvom du ikke bor i 2200 – eller for den sags skyld i København.

Vi er nødt til at stoppe indvandrerbander, Hells Angels og AK-81′ere. Radikale Venstre foreslår bl.a. en nærpolitistation på Blågårds Plads. Og at politiets indsats intensiveres og kører i døgndrift. Det handler ikke bare om at stoppe skyderierne, men også om at stoppe den ulovlige handel med hash. Få fat i bagmændene og stop våbenimporten.

Vi kan komme det her til livs. Vi kan tage Nørrebro tilbage. Bid for bid – gade for gade.

Comment » | Indlæg

Et lavere energiforbrug – det hjælper os alle sammen

April 8th, 2009 — 4:38pm

Politiken skrev i går om lavenergihuse under overskriften “Europas største lavenergiby” [artiklen ligger desværre ikke på pol.dk]. Her kunne man bl.a. læse, at en af beboerne i Stenløses nye lavenergi-boligkvarter, Stenløse Syd, står med en varmeregning på ca. 50 kr. om måneden for sin 82 kvm. lejlighed.

Fidusen er bedre brug af isolering, og de såkaldte passivhuse nævnt i Politikens artikel har da også en halv meter tykke ydermure, og lejligheden er fuldstændig lufttæt. Men et særligt ventilationssystem sørger for at man får ren og støvfri luft, så indeklimaet er som ved almindelige huse.

Der er flere fordele ved at etablere den slags huse. Dels sparer beboerne en masse penge på el, varme og vand. Dels reducerer byggeriet den enkeltes CO2-udslip. Dels skaber det fokus på klimaet som et emne, man bør skænke bare en lille tanke i sin dagligdag. En af beboerne i de nye huse i udtaler da også, at hun er gået over til energisparepærer og at hun ikke bare lader sit vand rinde. Og det er måske den allerstørste fordel ved at satse på lavenergi-byggerier: at man ikke skal vride armen om på folk for at få dem til at skåne miljøet.

Dilemmaet med spare-aggregater er ofte, at den høje etableringsudgift holder mange fra at komme i gang. Også selvom de over en lidt længere tidsperiode vil spare en masse penge. A+ køleskabe er langt dyrere at købe end almindelige. Men de er billigere i drift. Og når man står i Føtex, lægger man så den tyver ekstra for at få elsparepæren, eller nøjes man bare med de billige?

Så hvordan overbeviser man folk om at vælge et dyrt lavenergihus frem for et relativt billigere hus med normalt energiforbrug?

Nemt!

Man sætter udvikler og videreudvikler på teknologien, indtil prisen på lavenergihuse kommer ned på et passende niveau. Ifølge den tyske organisation for passivhuse, Cepheus, er prisen på de miljørigtige huse 5-8 procent højere end prisen på almindelige huse.

Det er helt fantastisk. Byggerier som det i Stenløse opfylder de kriterier, som staten har fastsat for nybyggerier. De skal bruge 25% mindre varme i 2010, end kravet har været hidtil. Og 50% mindre i 2015 (det er det mål, der kaldes energiklasse 1). Flere af de europæiske lande, vi ofte sammenligner os med, er langt mere ambitiøse og kræver helt CO2-neutrale nybyggerier.

Hvis man hører om en ny toetagers villa på 214 kvadratmeter, der har en årlig varmeregning på mellem 2.500,- og 5.000,- kr., så er det da også svært ikke at få lyst til at bygge energibevidst.

Men hvis staten ikke vil gøre noget, så må vi gøre det selv på kommunalt plan. Ikke bare for at skåne klimaet, men også for at skåne borgerne. Der er gevinster at hente for os alle. Også for de kommende generationer. I Politikens artikel angives varmeregningen for en stor ejerlejlighed til at være 1500,- om måneden! Det er den slags, jeg står til at skulle ud at bo i fem-ti år ude i fremtiden. Jeg ville da langt hellere betale en femtedel og så spare de resterende penge op. Ta’ familien med på skiferie og den slags.

Det er derfor alt nybyggeri i Københavns skal være minimum energiklasse 1 – dvs. 50% lavere varmeforbrug end dagens krav. Det koster en del at få i gang, ja. Men det koster meget mere at lade være.

Vi bør derfor også lave en energirenovering af eksisterende bygninger. Både private og offentlige. Tænk på, hvor mange penge Københavns Kommune kunne spare – og investere i fx billigere offentlig transport eller ældrepleje.

Klima behøver ikke være et dumt buzzword eller en skræmmekampagne fra en tidligere vicepræsident. Der er masser af ting at gøre helt dernede, hvor du og jeg færdes, og hvor det koster knaster at have utætte vinduer. Lavenergihuse er en af dem – så lad os nu komme i gang.

Comment » | Indlæg

Back to top