Jacob Packert

Har Danmark gemt sig bag tykke rullegardiner? 

Som svar på spørgsmålet “Hvad er Danmarks største udfordringer?” svarer arkitekt Malin Meyer følgende:

»Det her land mangler politisk, økonomisk og mental innovation. Det er så skræmmende hvor lidt penge, der bliver brugt til udvikling og innovation i Danmark. I virksomhederne, i politik og på den kulturelle scene«, siger Malin Meyer. (via pol.dk)

Meyer foreslår endvidere en innovations- og samarbejdsminister og påpeger at problemerne ikke løser sig selv. Vi må gøre en aktiv indsats for at fremtidssikre Danmark. Der vil stadig komme indvandrere i fremtiden, og det nytter ikke at vi hiver rullegardinet ned og forsøger at blive et lille, lukket samfund. 

Netop rullegardinet er en udmærket analogi. Rullegardinet holder lys, og dermed idéer, inspiration, innovation ude. Det er muligt at overleve, man kan måske endda trives et stykke tid, hvis man fortsætter med at leve isoleret og være sig selv rigelig. Men vi har alle brug for lys – for nye input, for kontakt med omverdenen. 

Især i disse tider hungrer Danmark efter arbejdskraft. Og det i en sådan grad, at vi er på vej ind i recession (ifølge Finansministeriets Økonomiske Redegørelse for december – link). 

Hvis ikke vi som samfund helt skal gå i stå, må vi tænke nyt. Være bedre til at integrere de indvandrere, vi allerede nu har boende. Og samtidig skal vi byde endnu flere velkommen, under vilkår, der er i orden, og med en attitude, der ikke skræmmer bort. Væk med den komplicerede og bureaukratiske lovgivning. Gør det simpelt, gør det nemt, gør det attraktivt at komme til Danmark. Men gør det uforpligtende, ej heller tilbagelænet at blive en del af dette samfund. 

Ikke bare grænserne, men også sindene i Danmark skal genåbnes. Mange, særligt Statsministeren, har talt om innovation længe. Men på trods af tiltag som fx Globaliseringspuljen, er der ikke sket særlig meget. Jeg tror, der er potentiale for meget mere innovation og kreativitet, hvis bare det miljø og det samfund, vi færdes i, fordrer det. 

Jeg ønsker og håber, at København går forrest blandt danske kommuner og viser, hvordan man indretter byrum, kulturtilbud og infrastruktur m.v., på en måde, der tilgodeser det kreative menneske.

• Det skal være nemmere og billigere for studerende at bo og leve i København. Der er brug for flere nye kollegier. Og for flere boligplaner med bred beboersammensætning. 
• Der er brug for bedre forhold for iværksættere. Hvis man får en idé, skal man kunne gribe den. Københavns Kommune skal ikke stå i vejen for det skøre og det skæve. For selv om der er nogle projekter, der går i vasken, er der andre, der vokser sig store og gode, og som vil tjene både iværksætterne og københavnerne. Det gælder såvel små og mellemstore virksomheder som byrums- og kulturprojekter a la Kødbyen.
• Universiteter, læreanstalter og skoler er en stor gevinst for København. Ikke bare er det noget, man skal brande sig på som by, men noget man skal tilbyde en udstrakt hånd. Områderne og lokalplanerne omkring de nuværende adresser rundt omkring i København skal fordre den følelse af campus, man kan få i tilsvarende områder i byer som Boston, Cambridge og New York. 

Som jeg ser det, kan København være med til at vende den kedelige udvikling, der er fremherskende i dagens Danmark. Det kræver både folkelig og politisk vilje. Den, viljen, kan godt være lidt svær at få øje på.

Men jeg tror den er der. Jeg tror den ulmer – dér, under asfalten, bag murstene, mellem cyklerne, over hustagene. Vi skal bare i gang. Gardinet skal ikke bare rulles op, det skal pakkes sammen.