Archive for October 2008


Status

October 13th, 2008 — 3:54pm

Jacob is...

 

Siden marts i år har jeg arbejdet for Radikale Venstre. Jobbet kom som en for mig naturlig udvikling efter en god karriere i Radikal Ungdom. Karriere i et ungdomsparti som vores er noget, der sædvanligvis spænder over relativt kort tid. Fra lokalforeningsformand over hovedbestyrelse, og ultimately med i den daglige ledelse, kommunikationsansvarlig og i 2007 i spidsen for RU’s valgkamp. På to år. Og nogen må have sat pris på det jeg gik og fumlede med, for jeg fik lov til at føre min hobby videre til et drømmejob.

Med daglig gang på Christiansborg, med ansættelse i pressetjenesten og med fokus på nye medier har det været fantastisk og skønt – men det er svært at lade være med at blande sig i den politiske debat selv. Jeg har været nødt til i den grad at lægge bånd på mig selv og for et par måneder siden måtte jeg takke nej til at indgå i et politiske kommentatorpanel for et større politisk magasin. Jeg savnede selv at blande mig i det politiske, men ville samtidig gerne fortsætte med at arbejde, hvor jeg gør.

 

For to uger siden blev jeg opstillet som kandidat til Borgerrepræsentationen i København for Radikale Venstre. Selvom jeg var meget tøvende og usikker i starten, er jeg sikker på at det her bliver det rigtige for mig. Min tøven var primært funderet i en tidsmæssig overvejelse. Dels fordi min tid er begrænset i dagligdagen (jeg har travlt), dels fordi jeg ikke var sikker på, om min tid var inde (jeg er ung).

Min opstilling er derfor en kombination af både de mange opfordringer og skulderklap jeg modtog op til opstillingsgeneralforsamlingen og så den gnavende politiske hunger jeg kunne mærke indeni.

 

Kommunalpolitik er ret nyt for mig, det skal jeg gerne indrømme. Mit problem er nok nærmere at finde ud af, hvordan tingene hænger sammen, hvordan løsningerne skabes. Problemer er der nok af. Når der kan bryde bandekriminalitet ud på gaderne i det omfang, vi så det tidligere på året, så er der noget galt. Når Ritt begynder at samarbejde med VKO for at skabe flertal for sit budget, så er der noget galt. Når bosteder som Tokanten kan blive ved med at køre under kummerlige forhold, så er der noget galt. Når skolerne er slidt helt i bund, så er der noget galt. Når det stadig er for dyrt for studerende at bo i den by, hvor de læser, så er der noget galt.

København er en fantastisk by. Jeg vil ikke tøve med at kalde den en af verdens bedste. Men vi skal kunne rumme mere og flere. Både indvandrere, psykisk syge og studerende skal kunne bo og leve i København – sammen med og på lige fod med alle andre Københavnere.

 

Jeg vil gerne være med til at skabe løsningerne. Om så jeg bliver valgt eller ej. Det er den ild, der brænder ud af mig. Vi må da kunne gøre det bedre, mere effektivt, mere smukt, mere fair?

Det føles rigtig rart at springe ud i politik igen. Lige så grimt og ubehageligt det kan være i politik, lige så dejligt og smukt kan det være. Og for mig noget helt uundværligt.

Så her er jeg – det lyder helt mærkeligt og uvant: ”Stem Packert”. 

Comment » | Indlæg

Back to top