Ikke-nyhed: Politiker møder (minimal) modstand fra baglandet
Der burde være en lov, der hed “Ved ethvert forsøg på at lede et politisk parti gennem nødvendig forandring vil du møde en lille modstand i baglandet, der dog virker enorm i medierne”. Også kendt som “hvis 99% er enige med dig, er det den sidste procent der bliver citeret i avisen”.
Vi så det med Jelved for lige over et år siden, hvor de få kritikere i baglandet var de første til mikrofonerne. Til landsmødet september ‘06 var der opbakning fra publikum og alle talere til Den Anden Vej – men det var den ensomme kritiker der kom i TV-Avisen om aftenen, ikke de mange tilhængere…
Vi ser det nu med Søvndal (artikel på Politiken.dk), der møder kritik fra to fuldstændigt ukendte medlemmer af SF’s Hovedbestyrelse under overskriften “SF’ere kritiserer Søvndal”. Den ene, Ole Riisgaard, kommer med den klassiske
(Det er glimrende…), Men jeg stiller spørgsmålstegn ved strategien“
Ding-ding-ding, mit trivial-o-meter røg lige i det røde felt…
For at legitimere sin brug af pluralis (ved SF’ere) har Politiken været nødt til at smække sin mikrofon i hovedet på endnu et HB-medlem fra SF, Claus Christoffersen, som næsten er uenig med Søvndal.
(jeg mener at)…vi – i al fald internt – er nødt til at diskutere, hvad der sker, hvis vi ikke kommer i regering”.
Jamen hurra, jeg har da sådan set heller ikke nogensinde hørt Søvndal været uenig i den sag. Omvendt må man også være realistisk nok til at sige ‘nu har vi diskuteret linjen i et års tid – så nu tager vi den her beslutning’.
Den politiske journalistik beskæftiger sig lige lovligt meget med konflikt-historier (som sælger) i forhold til analyser og ‘hvad-kommer-den-her-lov-til-at-betyder-for-hvilke-mennesker’. Jeg nåede fx aldrig helt at få fat i ændringen på afgifter af visse køretøjer, men jeg var helt med på at der var uenigheder i Regeringen.
Senest oplevede jeg det selv ved en paneldebat i Vordingborg, hvor jeg var med som tilskuer med mine kammerater fra RU. Vi repræsenterede ungdomspartiet med et banner, der havde påskriften “Jelved som Statsminister” (som i øvrigt er fra 2005, så vidt jeg husker, altså før Jelved selv proklamerede sig som statsministerkandidat), og jeg får stukket en mikrofon i hovedet af en nydelig DR-Journalist, der giver mig spørgsmålet: “Nu siger I ‘Jelved som Statsminister’ – hvad med Helle Thorning?”. Jeg får svaret noget i stil med “Tjooo, hvis hun fører radikal politik kan vi da overveje det, men Jelved har langt mere erfaring end Thorning, hun kender gangene på Christiansborg og ville være den rigtige statsminister for Danmark”. Vi går videre, og indslaget bliver selvfølgelig ikke bragt.
For der er fokus på det gode gammeldags skænderi, på uenighederne, og de indslag, der blev bragt i TV-Avisen den aften var da også med overskrifter som “valgkampsstemning” og “holdninger blev trukket op” og “velfærden det store tema”. Igen var det dog ikke de respektive partiers forslag til ny velfærdspolitik der var fokuspunktet, men nærmere at deres forslag ikke var ens!
Jeg tror efterhånden at det grunden til, at jeg er begyndt kun at læse analyser og kommentarer, og til tider konkrete lovforslag fra Folketingets hjemmeside. Og selvom Jersild og Spin er forrygende underholdning, så er det et program man bedst kan sammenligne med sportskommentatorerne i optaktsprogrammerne til en Champions League-kamp.
Lad os håbe at tendensen vender i tide til næste valg, så det hele ikke bare gå op i hat og briller, som det gjorde til Folketingsvalget 2005.