Radikale i åben nævekamp med politisk kommentator

Peter Mogensen, tidligere socialdemokratisk presserådgiver, blev for en måneds tid siden hyret af Politiken som politisk kommentator. I sin allerførste analyse bragte han (på side 2 og med omtale på forsiden!) en historie om, hvorvidt Naser Khader (R) ville bryde ud og danne sit eget parti. Historien var efter Mogensens eget udsagn bygget på rygter, ‘han havde hørt på Christiansborg’. Med andre ord en historie uden indhold.

Khader udsendte dagen efter en pressemeddelelse med en konkurrence til alle journalister, politiske kommentatorer og redaktører:

Det eneste jeg mangler at få på plads er partinavnet – derfor opfordrer jeg alle journalister og kommentatorer til at deltage i en navnekonkurrence med mulighed for at vinde et medlemskab af mit nye parti!,” siger Naser Khader.

Peter Mogensen blev gjort til grin af Naser Khader. Og med rette, efter min mening.

Siden da har Det Radikale Venstre gjort alt for at latterliggøre Mogensen og underminere hans journalistiske troværdighed. På deres hjemmeside har de oprettet sektionen ‘Bag om Mogensen’ (http://www.radikale.dk/CMS/vis.aspx?id=8199) som dybest set er en weblog, der kun kommenterer på kommentarer, analyser og artikler produceret af Peter Mogensen.

Det er en meget åben tilgang til nutidens politiske journalistik, omend det kunne betragtes som at skyde sig selv i foden, når man fjerner enhver mulighed for at lave medielobbyisme hos en toneangivende personlighed ved en af Danmarks største aviser.

Tonen er kritisk, specielt mod Mogensen, men også mod politisk journalistik generelt. Den røde tråd er “Du skal ikke tro på alt, hvad de politiske kommentatorer skriver og siger.” og dette postulat underbygges elegant af indlæggene undervejs. De Radikale fortæller i korte hvad kommentatorerne (Peter Mogensen) skriver, og derpå, hvad der i virkeligheden skete.

Interessant er det, at man har valgt klumme-formen, som er et pull-kommunikation (læserne skal selv ‘hive’ klummen ud af internettet), i stedet for at henvende sig direkte til redaktionen på Politiken eller til andre medier, som ville være klassisk push-kommunikation (hvor læserne får klummen ’skubbet’ imod sig). Interessant, fordi det appelerer til den nysgerrige eller mistroiske læser, som ikke uden videre accepterer den politiske kommentators udlægning af sagen. ‘Kan jeg få mere information om det her?’, spørger læseren sig selv. Og ja, det kan man – på nettet!

Om den kritiske tilgang til politisk journalistik vil slå i gennem og få overbevist vælgerne om, at Danmark er ved at blive pakket ind i spin*, og at der er mere til politik end det som man kan læse i aviserne, bliver en spændende udvikling at følge.

Det har nok lange udsigter, især…

  • Hvis man fortsat lader de politiske redaktioner bo på Christiansborg. (Tak til Niels Krause-Kjær: Den Politiske Landsby)
  • Hvis man fra mediernes side fortsætter med at lade de politiske journalister være unge, uerfarne og sensationshungrende, som let lader sig forføre at pressechefernes eksklusiv-historier og andet spin. (Niels Krause-Kjær igen)
  • Hvis man fortsat lader ministerierne opruste presseafdelinger og ansætte særlige rådgivere (i daglig tale ’spindoktorer’, som dog kan dække over alt fra pressechefer til strateger til politiske konsulenter). (Bo Bredsgaard Lund+Mads Christian Esbensen: Samtaler om Spin)

Men måske er det største problem, at dansk politik har bevæget sig væk fra de store ideologiske diskussioner, til en situation, hvor vi er enige om 98% af finansloven, så det kun er de sidste 2%, der er værd at slås om i medierne. Hovedparten af de afgørende beslutninger, der påvirker danskerne, bliver taget i Bruxelles (desværre dækker medierne ikke EU-politik nok, men det er en anden snak). Så hvad er der tilbage at skrive om i Danmark? Hvad er der tilbage for vælgerne at gå op i, når de stemmer?

Tja, hvis ikke det er de ideologiske eller store politiske forskelle, så må det vel handle om lederskabet og om holdet – og dermed personer frem for politik.

Måske er den politiske journalistik et resultat af udviklingen på den politiske scene, og ikke bare udviklingen i mediebilledet og den øgede brug af og fokus på spindoktorer??

I så fald vil der fortsat være fokus på personer og på strategi, og ikke politisk indhold. En anden journalistik vil kræve en anden politisk scene…og det har vist temmelig lange udsigter.

Uanset hvad glæder jeg mig over, at nogen tager kampen op mod en politisk kommentator som Peter Mogensen. Og jeg kan varmt anbefale at folk klikker forbi og læser med.

- Jacob Packert

* “America is living in spin” er tag-line til den amerikanske film ‘Thank You For Smoking’ (IMDB), som jeg varmt kan anbefale.

Category: Indlæg 4 comments »

4 Responses to “Radikale i åben nævekamp med politisk kommentator”

  1. Peter Mogensen

    Jeg savner en ny kommentar i lyset af den seneste udvikling. Lidt vel frisk fyr agtigt indlæg du der har.
    Peter Mogensen

  2. Mai Christiansen

    Touché!

    Efter min mening er Ny Alliance et projekt, Naser har vidst, han ville søsætte i lang tid. Som Anders Thomsen har udtalt, så “skifter man ikke bare sådan parti”. Det kræver massiv overvejelse, også for Naser Khader.
    Og sådan nogle ting lækkes jo altid. Derfor er der for det først ikke noget underligt i, at Peter Mogensen har hørt rygterne. Hans job er vel bl.a. at opsnuse den slags. Og for det andet så kunne Naser jo ikke rigtig gøre andet end at afvise rygterne, ellers var han nødt til at offentliggøre sin halvfærdige planer om et nyt parti med det samme.
    Måde hvorpå Naser og DRV valgte at reagere på PM´s analyse, synes jeg egnetlig er meget sjov. Jeg kan heller ikke forestille mig, at PM havde forventet, at der ikke ville blive reageret.
    Nu er der så en mod-blog på den radikale hjemmeside, og det er jo kun fint, at politikerne kommer på banen og kommenterer på de mange politiske blogs, der efterhånden findes. Som Jarl Cordua har skrevet på sin blog, så er det de færreste politikere, der benytter sig af netop (at lave gode) blogs.
    Efter min mening vinder alle parter på, at politikerne kommer på banen med nogle reaktioner på de politiske blogs.
    Vælgerne vil have mulighed for at følge den politiske debat i en form, hvor både kommentatorer og politikere kan sætte lidt flere ord på, end når de udtaler sig via medierne.
    Kommentatorerne kan skabe mere aktiv og deltagerorienteret debat. Og politikerne kan forhåbentligdrage fordel af netop at få mulighed for at sætte nogle flere ord på deres respons til meldingerne fra de politiske kommentatorer.
    Egentlig en meget demokratisk udvikling efter min mening.

    Mai.

  3. Jacob Packert

    Hej Peter,

    du skal nok få et indlæg når mit døgn tillader det.

    Flere har peget på at du har fået genrejsning efter at det rent faktisk viste sig at din originale historie om Khaders nye parti havde noget på sig. Men det var alligevel Helle Ib, der løb med historien solo i mandags – hvordan kan det egentlig være?
    Dog holder jeg af dig for at have presset Khader til at udsende en legendarisk pressemeddelelse, hvor han udskriver en logo-konkurrence, lover medlemskab til alle der vil have det, og samtidig kalder dig for en løgner. Jeg troede Khader skrev det ironisk, men det viste sig jo at være helt korrekt. Eneste løgn var, afslutningskommentaren “Ich bin ein radikaler” og den triste brug af JFK’s ordlyd. Jeg får svært ved at tro på Ny Alliances partileder i fremtiden (og vi lod da også champagnepropperne sprænge, da han blev ekskluderet fra RU i lørdags).

    Mai: Du har sikkert ret i, at Mogensen har opsnappet den slags, men som spritny politisk kommentator formår han at præsentere en – på daværende tidspunkt – utroværdig historie, der ifølge Mogensens egen tekst er baseret på rygter. Jeg manglede personligt både analyse og en tro på, at Mogensen havde netværket til at vide den slags, da jeg læste historien i sin tid.
    Jeg er enig i at der foregår en positiv demokratisk udvikling, og jeg fornemmer også, at en ny, ung bølge af folketingskandidater i langt højere grad end hitil vil forsøge at bruge nettet som en bro mellem vælger og politiker.
    Den spændende parti-hjemmeside er da efter min mening også den, hvor man er i stand til at møde modparten i debat. Specielt ungdomspartier (som jo er min hjemmebane), kan mødes på hinandens debatfora til diskussion. Vi har i Radikal Ungdom således ofte besøgende fra VU og KU, der ønsker at debattere et emne hos os, og vice versa. Helt sikkert en positiv udvikling.

    Mvh Jacob Packert

  4. canopian games

    Powerful post.


Leave a Reply



Back to top