Jacob Packert

Rep. Duncan Hunter (R) fra California stiller op til præsident i ‘08.
Han har netop meldt ud ved en pressekonference at han stiller op – til stor overraskelse for både pressen og flere politiske ledere i Washington D.C.

Hunter er i øjeblikket Chairman for House Armed Service Committee, en stilling han har haft siden 2002. Han har i øvrigt siddet i House of Representatives siden 1981 – dvs. valgt og genvalgt 12 gange i træk!
De fleste spår ham til ikke at stå en chance ved primary elections mod republikanere som fx. John McCain eller Rudolph Giuliani – og specielt ikke i en general election mod demokrater som Hillary Clinton, John Edwards (eller måske Barack Obama).
Læs mere på CNN og på GudsEgetLand.

Til alle jer der har mandag-misery – ‘Zep’ og hans makker Jean Eric Von Baden er professionelle fest-arrangører. Party-people-professionals. Cand.scient.fiesta.

Og de gør en forskel. ‘Zep’ forklarer hvorfor deres arbejde er bydende nødvendigt:

Businessmænd og drags
Men hvorfor overhovedet tænke i festsegmentering?

»Det er bydende nødvendigt nu. Selv om mange nok vil sige: O.k., er vi ikke over grænsen nu? Handler det ikke bare om at have det sjovt? Jo, men vi vil sikre os, at folk har det sjovt. Vi vil ikke have alle med, vi vil have de rigtige med. Alle kan i virkeligheden få en fyldt fest, hvis bare man råber højt nok og laver det fedt nok. Men at sammensætte festen sådan, at man får den perfekte stemning, det er dér, kunsten kommer ind. Folk er så fucking kræsne, og dette her er partypsykologi på et højt plan«.

Hans makker, Jean Eric Von Baden, har specialiseret sig i SMS-beskeder:

»Jeg er konge til at formulere SMS’er! Når det er til de eksklusive, dyre drenge, bruger jeg ord som ’champagne’ og ’eksklusiv’, mens en SMS til kultur-crowden er mere kaotisk og pirrende og måske indeholder de tre p’er powerful, playful, pussys«, siger Jean Eric Von Baden.

Det at holde en fest er ved at udvikle sig til en sand kunstart. Bare jeg bliver inviteret en skønne dag…og så må der gerne grines.

Se hele artiklen på Politikens hjemmeside her

Efter at have lavet kampagne som volunteer for Joe Sestak på hans kampagne-kontor lørdag og søndag var jeg klar på mere da jeg mødte op mandag formiddag, men af uransalige årsager var der ikke meget at lave.
Mit ‘arbejde’ har, som jeg tidligere har beskrevet (læs tidligere post her), bestået i at gå fra dør til dør og banke på for at tale med folk om deres eventuelle støtte til kandidaterne fra Democratic Party, og samtidig fortælle dem hvor gode kandidaterne er og opfordre dem til at stemme Democratic. Det er ærligt talt ikke et system jeg stoler særlig meget på, for allerede nu kan man mærke, hvor trætte af valget, folk er ved at blive. Når der konstant kører reklamer i fjernsyn og radio, bliver efterladt kampagnelitteratur i dørsprækker, banket på døren og ringet på telefonen, så kan jeg godt få medlidenhed med de kære amerikanske vælgere.

Men grundet det efter danske standarder lave antal amerikanere, der rent faktisk stemmer, så er det nødvendigt at gå direkte i folks bede og hive dem op af sofaerne og ind i politikken. Jeg arbejder med en teori om, at hvis man lod vælgerne være lidt i fred ville de være mere tilbøjelige til at opsøge informationen om valgene selv, men jeg har svært ved at underbygge den. Det er dog nemt at komme til den konklusion, at der er en sammenhæng mellem den store mængde af valg, som amerikanerne skal stemme ved, og så den procentdel af dem, der vælger at stemme. For det er selvfølgelig en smal sag at gå ned til valgstedet, trykke på et par knapper, og så hjem igen, men hvis man skal gøre det to gange hver andet år, først til primary og senere general elections, både til state representative, borgmester, guvernør, House of representatives, Senate, og hvert fjerde år endda Præsident – så kan jeg sgu godt følge dem. Det er altså en del.

Som sagt var der ikke meget, som Joe Sestaks kampagnekontor kunne sætte mig og min bror til, men vi fik en opgave med at sortere kort, som skal bruges til at finde vej, når man er ude at lave kampagne. Og midt i vores arbejde med det kommer der en lettere buttet fyr ind på kontoret og siger ‘Hey, har I lyst til at få lidt mere at lave?’ og 10 minutter senere er vi trukket 500 meter ned ad gaden til det andet kontor, som laver kampagne i distriktet.

Ifølge amerikansk kampagnelovgivning skal der være helt klare skel mellem personlige udgifter og udgifter fra the Democratic Congressional Campaign Committee, altså det nationale udvalg der har til opgave at få så mange demokrater som muligt valgt til den amerikanske Kongres. For at der er et klart nok skel er det også meningen at der ikke må foregå kommunikation mellem det lokale og det nationale kampagnekontor. Så det at den koordinerende fyr fra DCCC kommer ind på Sestaks kontor og shanghaier os er klart i strid med lovgivningen. Men who gives a fuck, det her er jo krig (eller bare ‘kampagne’, kald det hvad I vil).

Efter en lille halv times interview og briefing bliver vi sendt afsted til udkanten af distriktet med favnen fuld af clipboards, pjecer og persondata. Hurtigt og effektivt – og det er faktisk det eneste som DCCC tager sig af i denne kampagne. Vi får endda løn for det. Eller, det vil sige, jeg er jo en ulovlig indvandrer, så jeg kunne af gode grunde ikke få løn, men vi har aftalt med DCCC at vi får godtgjort vore udgifter, dvs mad og transport. Og det er jo fint nok, for det er da ikke sjovt at man skal betale for at lave frivilligt arbejde. Men ærligt talt; man tjener $10 i timen for at ringe på døren og fortælle om Democratic Candidates. Det er mere end hvad man får som medarbejder i MacDonalds eller WalMart!
Derfor er de fleste kampagne-folk også pensionister, arbejdsløse eller deslige, oftest lidt skæve typer. Jeg har inden i mig selv stillet spørgsmålstegn ved, om det virkelig er den klynge af mennesker, man har lyst til at have som ansigt udadtil i en tid hvor politisk kommunikation nærmest er vigtigere end den politiske lovgivning. Men til formålet fungerer det fint, skønt det til tider kan stå i skærende kontrast på den effektivitet, man skal gå til valg på, og som man gerne vil udføre i Washington D.C.

Når alt kommer til alt er ugen altså gået med at ringe på dørklokker. Først for Joe Sestak, så for DCCC, som i øvrigt også laver kampagne for den siddende demokratiske guvernør, Ed Rendell. Først med pen og papir og nu med Palm Pilots, hvor al data er tilgængelig på en lille, snedig, håndholdt computer. For at være ærlig er jeg mere bekvem ved papiret i denne situation, men så vidt jeg kan forstå er det nemmere for dem i den anden ende at behandle al det data, de får tilbage, hvis det er digitalt og systematiseret.

I morgen står kampagne-menuen på det samme, hvis altså bare det holder op med at regne. Ellers bliver det formentlig en omgang ‘phone-banking’, dvs ringe op til folk og spørge hvor de står i forhold til valget d. 7. november.

En ting som jeg virkelig mangler er en poll for det her distrikt. Den sidste jeg så var på 51/44 med Sestak/Weldon (Weldon er den siddende republikanske repræsentant – ham vi ik ka li – som har været på posten i tyve år), men den var fra starten af oktober, og der kan være mange ting, der er ændret siden.

På søndag går turen tilbage til D.C. og onsdag drager vi igen afsted til Pennsylvania, blot i et andet distrikt. Mere om det senere…

Herfra er der ikke andet tilbage end at sige….”Hi, I’m from the Democratic Party of Pennsylvania, and I’m out here talking directly to voters about the election and about our candidates. Are you familiar with Ed Rendell? Would you support him in the election in November? That’s good to hear, how about out candidate for Congress, Joe Sestak? We’ll, let me tell you about him. Sestak is a former Navy Admiral, and he’s very strong on national security. He’s a good guy. So would you consider supporting him in the election in November? Ok, that’s fine. Thank you for your time, sir, have a nice day!”.
Og det er åbenbart det der skal til for at få folk til at stemme på valgdagen. God Bless America.

Og svaret fra mig kan læses lige her:

Hej Anna Dalsgaard.
Som radikal kan jeg mærke genet i min krop, og jeg må derfor føle mig  fristet til at lefle for, undskylde til og holde med…. folk som dig. Det er selvfølgelig løgn, men det ville i min terminologi være at holde med de forkerte.

Hvad der skete for 66 år siden synes jeg ikke jeg vil forsøge at forsvare. Hvorfor skulle jeg? Der er ingen klar linje mellem datidens begivenheder og nutidens holdninger. Skulle der alligevel være modtager jeg med glæde din forklaring :)

Og hvad er der så – rent ideologisk – galt med at tegne stole og kameler? Ingenting. Men nu er verden heller ikke ideologisk, men nærmere realistisk (det ligger i ordets betydning) og politikken må derfor til nogen udstrækning være pragmatisk, skønt et ideologisk udgangspunkt er okay. Der er faktisk nogen der bliver kede af de føromtalte tegninger, og det mener jeg man bør tage hensyn til.

Hermed sagt er altså, at man bliver nødt til at tage skridtet ned fra den principielle diskussionspiedestal og til den virkelige verdens problemstillinger. Hvis en ytring utilitarisk set (jeg er kritiker af utilitarismen, men for eksemplets skyld er det ok at anerkende den) er dårlig, så lad være med at handle den.
Altså: Hvis vi i Danmark kan undgå konfrontationerne, dødsfaldene og de sårede følelser, så lad os da arbejde i den retning. Problemet er at hele vores situation stadig føles så ny, og kulturchokket stadig er uhåndterbart for mange. Jeg mener i ramme alvor at Dansk Folkeparti gentagne gange har pustet til ilden for at føre debatten tilbage til udlændingespørgsmålet og islam i det hele taget, skønt der er langt vigtigere emner der er værd at diskutere i dette land. Ældreplejen, undervisningen, skatten, blot for at nævne et par. Og hvis der konstant bliver pustet til ilden, så kigger man på flammerne og røgen. Havde man ladet debatten være – havde man ladet ilden stå, for nu at blive ved den gode metafor – så var var den gået over af sig selv.

Der er mennesker, som jeg ikke forstår, og der er mennesker, som ikke forstår mig. Hvis jeg gør noget, som de mennesker ikke synes om, eller hvis de mennesker gør noget, som jeg ikke synes om, så er det ikke nødvendigvis med hån for øje, ej heller med andre dårlige intentioner gemt i ærmet. Men hvis min modpart bliver ked af noget jeg gør, så ser jeg det som min opgave at finde ud af hvorfor. Og løsningen må være at jeg og min modpart lærer nok om hinanden til at tilpasse os hverandre. Og det er en lang og undertiden smertefuld proces. Det sker måske ikke i min generation, ikke mindst fordi der er nogen der modarbejder processen.
Jeg kan kun gøre hvad der er står i min umiddelbare magt for at sikre at Danmark bliver et sted, hvor alle kan leve.

Jeg kan ikke tvinge andre til at gøre som mig. Men jeg kan håbe på, at en hel generation af blandede kulturer vil åbne deres før knyttede næver for at trykke en fremmed mands hånd. For Danmarks skyld, og for menneskehedens skyld.

“Hi I’m from the Joe Sestak for Congress Campaign. Are you familiar with Joe Sestak? Well, Mr. Sestak is a former Navy Admiral, he’s a great guy, and he’s very strong on health and ecucation issues. So, would you consider supporting Sestak on the election in November?”
Den sætning har jeg gentaget 200-300 gange i løbet af de sidste to dage. Årsagen er kampagne, stedet er Pennsylvanias 7ende Congressional District, og om 16 dage er Joe Sestak valgt til House of Representatives. Hans modstander, Curt Weldon, har siddet på posten i 20 år, men det slutter altså nu.
“Vote Sestak – Vote for Change”.

Der er en helt vildt fed stemning i kampagne-hovedkvarteret her i Media, Pennsylvania. Og ja, byen hedder faktisk media, og de første par jokes er undsluppet min mund (“Hvis man scorer meget he i byen, er man så en Media Player?!”). Anyways, det er en forstad til Philadelphia, og store brede gader med amerikanske flag i forhaven, i øjeblikket flankeret af farverige dekorationer i anledning af Halloween. Alle har minimum to biler, som oftest SUV’s, og det er i det hele taget fuldstændig stereotypisk Suburbian America som man kender det fra Desperate Housewives og American Beauty.

Jeg har været rundt at stemme dørklokker og snakke direkte med folk om deres forhold til Sestak, Weldon og valget i november – en ting som ikke er lige så udbredt i Danmark. I forvejen er der blevet gjort et stort arbejde ud af at finde oversigter over, hvem der er registrerede Democrats og hvem der er un-decided eller Republikanere. Jeg bliver så sendt ud til den sidstnævnte gruppe for at overbevise dem om at de skal ændre mening.
Og rent faktisk er det muligt mange af stederne. En af de andre gutter på hovedkvarteret fortalte, at mange i distriktet er rigestrerede republikanere af vane nærmere end af lyst. Det er i partiet at man får sit netværk og danner sin karriere – og så kan det jo gøre ligemeget hvad man stemmer derudover.
Det er altså en spændende situation, distriktet er i for tiden – man har en repræsentant, der har vundet valget 10 gange i træk og som i øjeblikket er under FBI-efterforskning for pengesvindel med under-bordet-penge til sin datters firma, og så kommer der en virkelig god kandidat fra det andet parti, som er meget moderat og midtersøgende og som vil ændre tingene. Jamen, hvorfor så ikke stemme imod sit parti og få valgt en god congressman?

Kampagnekontoret har som sagt en god energi, men man får samtidig også følelsen af at fuldstændig kaos vil bryde ud om 10 sekunder – eller at det lige er gået over 10 sekunder før man kom ind i rummet. Jeg føler mig til tider som en brik på en RISK-spilleplade, og ham der sidder med terningerne er på speed. Men min hjælp er helt klart værdsat, og min bror (som jeg campaigner sammen med) og jeg har vundet popularitet ved at promovere os selv som ‘Danes for Sestak’.

Udover at lave det arbejde, som vi laver, er der også en masse der ringer til folk og opfordrer dem til at stemme, arrangerer borgermøder og presserelationer, andre sidder med det store overblik, og nogen står for fundraising. Og så er der dem, som jeg er blevet rigtig glade for, nemlig dem der frivilligt udlåner deres hjem til at andre frivillige kan bo der. Så jeg bor i øjeblikket hos et ældre ægtepar, der virkelig inderligt hader Congressman Weldon og især Bush, og som gerne vil hjælpe til med at få dem ned med nakken. Vi har indtil videre haft nogle gode diskussioner om, hvor landet er på vej hen (efter deres mening er det ‘down the tubes’), og hvilke problemer, man kan tage fat på og hvorledes de kan løses.
Det er utrolig lærerigt at høre om amerikansk politik fra nogen der har boet her i næsten 80 år, og som stemte på Eisenhower, da de stemte første gang. Impressive…

I morgen venter endnu en dag – om det bliver i en lille by med dørklokke-ringeri, på et kontor med telefonopkalds-maraton, eller en helt tredje opgave må tiden vise. Så længe jeg kan hjælpe til at få Joe Sestak valgt til U.S. Congress, så er jeg glad. Sestak for Congress – Leadership for change. (og jo, retorikken i valgkampagnen er viiiildt amerikansk!)

Jeg faldt over denne efter min mening fantastiske artikel fra Elevrådsformanden på Niels Brock Elitegymnasium – Peter James Bruhn:

Jeg fisker mobiltelefonen op af tasken og konstaterer, at der er foretaget 28 ubesvarede opkald, og at der ligger beskeder fra forretningsudvalgsmedlemmer fra Radikal Ungdom a la »Ring med det samme! Det er akut«.

Mit hjerte sidder helt oppe i halsen, da jeg ringer til vores næstformand – jeg er sikker på, at der er sket noget med et af vores medlemmer. Han beroliger mig: Medlemmerne er i god behold – eller det vil sige: næsten i god behold. For i Thyborøn sidder et ulykkeligt medlem: Det er 18-årige Christian Slot.

(…….)

Klokken 21.23 samler jeg mine ting og tager i taxi mod Sydhavnen. Jeg bliver gelejdet ind i studiet. Frygten for at gå i sort har spøgt i baghovedet hele dagen, men da jeg først sidder i stolen, er det, som om jeg ikke rigtig har energien til at blive nervøs. Nyhederne starter. Vi er hovedhistorie, og klokken 22.05 er det hele overstået. Jeg går ud og tjekker min telefon. De første reaktioner er allerede tikket ind – heldigvis alle positive med undtagelse af én, der mener, jeg skulle have smilet noget mere. Det har han sikkert ret i, men det er sgu svært at finde en grimasse, der kan passe. Jeg har både lyst til at grine og græde.

Zenia Stampe, landsformand for Radikal Ungdom, beskriver sin oplevelse af begivenhederne, der indtraf i kølvandet på offentliggørelsen af en lille gruppe RU-medlemmers ‘Muhammedtegninger’.

Læs mere her – det er spændende læsning.

Det omtalte interview kan i øvrigt findes lige her på siden.