Danmarks Hemmelige Kanal – DR2 – fylder 10 år. Men den er da heller ikke så hemmelig mere. Bl.a. kunne Information godt finde ud til kanalens tilholdssted uden brug af GPS. Det kom der følgende sprøde artikel ud af:
Klogekanalen skal sætte dagsordenen
[DR2 10 ÅR]
Vaks ved havelågen og oppe på lakridserne. Ordene er trykt i klare farver på plakaten i den åbne DR2-redaktion i 2860 Søborg. De fortæller om visionerne for DR1’s frække lillesøster, som fylder 10 år i dag
“Jeg er bange for, at vi aldrig flytter,” siger DR2-chefen i telefonsamtalen inden interviewet, som finder sted i den gamle TV-Byen og ikke i den nye DR By i Ørestaden. Til gengæld rykker DR2, som med sin “vitalitet og professionalisme” flere gange er blevet kåret som Danmarks stærkeste brand.
I anledning af årsdagen præsenterer DR2 10 af efterårets nye programmer. Der er satire fra verdensrummet, Danmarksfilm og kunstneriske selvportrætter. Og så handler ikke mindre end fire af de 10 programmer om det multikulturelle Danmark.
“Selv om man er lille, kan man godt være dagsordensættende,” siger cheferne for kanalen med de seks procent af seerne.
At DR2 skulle sætte dagsordenen lå ellers ikke i kortene. Som optakt til første sendedag i 1996 gav Politikens At Tænke Sig sit bud på den nye kanals program: “Albanien i går. Albanien i dag. Og Albanien i morgen”.
DR2 blev nemlig født til at løfte nogle af de tunge public service-forpligtelser fra moderkanalens skuldre. DR1 skulle være fri til at konkurrere med TV2 om den brede seerskare ved at satse på underholdning. Til gengæld skulle DR2 tage sig af de klassiske public service-områder som videnskab, historie, kultur og politik. Derfor fik DRs 2′er hurtigt tilnavnene ‘kanal klog’, ‘drøvtyggeren’ og ‘onkel overblik’.
Fra pligt til lyst
Men Mette Davidsen-Nielsen og Gitte Rabøl havde en plan, da de for tre år siden afløste Torben Frølich som programchef og skiftede hans ene chefstol ud med to. Public service skulle ikke længere være pligt. Det skulle være en lyst.
“Man skal ikke have lektier for. Man ser tv frivilligt, og derfor skal det være lystfyldt.”
DR2 havde på det tidspunkt fat i både de seriøse programmer og de humoristiske. Opgaven var at koble de to til det, Gitte Rabøl kalder den uhøjtidelige seriøsitet: “Så der ikke er noget, som er kedeligt, men vigtigt, rigtigt og pænt, og så noget, der er sjovt. At man også stiller krav til, at det seriøse skal være om ikke sjovt så i hvert tilfælde appellerende.”
“Vi talte om at komme i public service-himlen,” husker Mette Davidsen-Nielsen.
Himlen kom i hvert tilfælde i public service-tv allerede året efter, de to tidligere DR2-redaktører overtog ledelsen af kanalen. I Tal med Gud kom religion i primetime med Clement Kjersgaard som ny, ung og markant vært.
Og ikke mindst på satireområdet har kanalen fungeret som rugekasse for nye navne: Det startede med Casper & Mandrilaftalen i 1999, men også komikere som Anders Matthesen, Omar Marzouk og Mikael Bertelsen har gjort deres til at pille det støvede af DR2’s profil, fordi de på den lille kanal fik lov til at afprøve deres ideer.
“Der har været rum til at eksperimentere, og derfor har det været et sted, der tiltrak talent,” fortæller Mette Davidsen-Nielsen.
I efterårets programmer kan DR2’s seere møde nogle helt nye talenter og navne. Iranske Brando cruiser rundt i København-by-night i sin hvide BMW. Skoleinspektør Rani Hørlyck kæmper for at få undervisning og hverdag til at fungere på den multi-etniske Nordgårdsskolen i Gellerupplanen uden for Århus. Og endelig er der programmerne om Safinaz, Döndö og andre ældre indvandrerkvinder på et gymnastikhold på Nørrebro.
Viser det multietniske
Mette Davidsen-Nielsen og Gitte Rabøl kalder det DR2 i farver.
“Vi har bevidst efterspurgt programmer, der viser det multietniske Danmark,” fortæller Mette Davidsen-Nielsen.
Hun mener, at tv-mediet har en særlig mulighed for at komme tæt på:
“Du får ikke bare en intellektuel oplevelse, du får også en sanselig fornemmelse for forskellige miljøer.”
De to kanalchefer synes ikke, at den mulighed bliver udnyttet tilstrækkeligt.
“Det er selvfølgelig noget, der bliver diskuteret politisk og i dagbladene, men i fjernsynet er det ikke særlig markant til stede.”
“I hvert tilfælde ikke på den måde, vi gerne vil vise det,” tilføjer Gitte Rabøl, som ikke synes, at nyhedshistorier og statistikker er nok:
“Det er første gang, jeg har set ældre indvandrerkvinder gøre gymnastik. Det er første gang, jeg er blevet lukket ind i det univers.”
De mener ikke, at der ligger en politisk stillingtagen i at efterspørge programmer om bestemte emner:
“Vi lever i et samfund, som er multietnisk, og som udvikler sig med lynets hast. Derfor er det vores opgave at sætte fokus på det, som ikke er konventionelt, men som også er den del af samfundet.”
Fremme i stolen
Mette Davidsen-Nielsen og Gitte Rabøl ved godt, at de leder en tv-kanal, som ikke alle gider at se.
“DR2 tager de tunge emner, eller de emner, der er sværest at formidle på tv, og så gør vi det på en relativt krævende måde. Vi forventer, at seerne er lidt længere fremme i stolen, hvor megen tv-sening er lidt tilbage. Det er jo også derfor, vi til en vis grad har vores egen banehalvdel at spille på.”
Chefduoen er tilfreds med, at halvanden million danskere hver uge slår over på DR2:
“Det ligger ikke i ambitionerne, at DR2 skal være dobbelt så stor. Hvis vi skulle det, ville det være en helt anden kanal.”
Ambitionen er i stedet at blive mere aktuelle. DR2 skal være med, hvor det sker og skal kunne sadle om, hvis der springer en bombe et sted.
“Hvor vi for to år siden sagde DR2 i farver, så siger vi nu fleksibilitet og timing,” fortæller den tidligere TVA-reporter.
Hun nævner Adam og Asmaa, Theo van Goghs Submission og Günter Grass’ bekendelser om sin fortid i SS, et program som i al hast blev købt og fløjet hjem fra Tyskland.
Det, der er afgørende, er stadig talenterne og at have sin egen vinkel på debatten. Jersild & Spin, som blev sendt under valgkampen i begyndelsen af året, havde ifølge Gitte Rabøl begge dele. De andre kanaler dækkede valget intenst, men i stedet for at give op over for de store og langt mere pengestærke tv-stationer, valgte DR2 at sende et snakkeprogram om politik lørdag aften. Mod alle odds blev det til endnu en succes for den nu 10 år gamle kanal.
Kunne man ikke have gættet det på forhånd? Hvor er det rart at Frevert kan se Matador på DVD og følge det typiske liv i Danmark for 50-60 år siden i mellemtiden. Jeg vil hellere kigge på et moderne Danmark. I øvrigt bevidner den første artikel fra Information, at kanalen når ud til 6% af befolkningen, og 40% af de nye programmer er multi-kulturelle. Altså ikke 40% af den samlede sendeflade. Det afspejler da ret godt samfundet, som det ser ud i dag. Og i så fald overholder DR2 sine public service forpligtelser.
Gad vide om Louise Frevert nogensinde kommer med et politisk udspil jeg kan støtte op om? Jeg tvivler…
Anyways – tillykke til DR2. I fylder mere end I tror i folks hjerter.
