Frigørelse?
Hvor er kønsrollemønsteret egentlig på vej hen nu om stunder? Gennem 100 år har man snakket om og rykket for kvindefrigørelse, men hvor frigjort er den feminine halvdel af befolkningen blevet?
Den naturlige måde at fortsætte en tankestrøm over emnet ville være at kigge på ligestilling inden for arbejdsmarkedet. Især er det praktisk at kigge på lønforhold som er nemme at måle og jonglere med, men også barselsrelaterede emner og i det hele taget graden af fleksibilitet mht. arbejdstider. Dertil kommer andelen af kvinder der sidder i ledende positioner, herunder bestyrelsesposter, kontra den samme andel mænd.
Men det gider jeg slet ikke.
Jeg vil hellere træde skridtet tilbage og kigge på de faktorer der er udslagsgivende for netop de forhold jeg har nævnt ovenfor, om så det er til den ene eller den anden retning på ligestillings-o-meteret.
Der er i bund og grund tale om et simpelt studie af femininitet og maskulinitet. Det komplekse er når disse størrelser ophører med at være grundlæggende og fast definerede, men i højere grad bliver skabt af samfundet. I stedet for at tale om en maskulin natur kan man snakke om et maskulint værdisæt, som man tillægger nogen personer, og et feminint værdisæt man tillægger andre. Det interessante er at maskulint og feminint ikke nødvendigvis hører til henholdsvis mænd og kvinder, men at de er ved at blive dannet en gråzone, et krydsfelt, hvor Angela Merkel og Pia Kjærsgaard får lov til at være maskuline og fx Frank Jensen og Søren Pind forekommer mere feminine.
Her skal man passe på at man ikke blander seksualitet ind i billedet, for det har egentlig intet at gøre med hverken homoseksualitet, metroseksualitet (tak til Beckham for at have lært verden hvad det ord betyder) eller en seksuel udstråling i det hele taget. Det er de værdier, som samfundet – den vestlige kultur – har tillagt begreberne feminin og maskulin, som er interessante at betragte. Begreber som i øvrigt har udviklet sig markant siden midten/slutningen af 1800-tallet, hvor diskussionen for alvor kommer igang.
De maskuline værdier indebar bl.a. objektiviteten, det stærke, aktiviteten og rationaliteten, hvorimod de feminine værdier var subjektiviteten, det svage, det passive og det følelsesbetonede. Mændene sidder i stuen og råber op om verden og er fornuftige, kvinderne strikker i stilhed og bekymrer sig om deres børn. Typisk opfattelse. Filosoffer gennem tiden har altid taget mandskønnet for givet som det rigtige. Alskens teser og værker om ‘mennesket’, og altid har de været om manden. Mænd tænker, kvinder føler. Ikke nok med at det har været opfattet sådan, det har også været forventet.
Men nok om fortiden, for begreberne har ændret sig siden. Ikke meget, men en opdatering gør at maskulinitet har at gøre med (nærmest diktatorisk) lederskab, aggressivitet og overblik, mens femininitet har at gøre med blødere konsensus-lederskab (heriblandt MUS-samtaler), diplomati og medfølelse. Det er ret nærliggende at klæbe de mærkater på Anders Fogh og Helle Thorning-Schmidt, som nærmest er hinandens modpoler hvand angår politisk lederskab.
Og her kan man også vende tilbage til netop Merkel og Kjærsgaard såvel som Frank Jensen og Stig Møller. De to kvinder er nået til tops ved at være netop aggressive og ligefrem kyniske, mens den bløde Frank (således har medierne i hvert fald fremstillet ham) og Søren Pind har mistet en del politisk indflydelse ved at have en manglende evne til at sætte sig igennem ved at spille det spil som er, ja, maskulint.
Det er umiddelbart en ganske overfladisk analyse, men det rejser alligevel to spørgsmål: skal man være maskulin for at nå til tops? Eller er det fordi det er en maskulin verden vi lever i – et patriarkalsk samfund?
Der er rigtig mange ting der tyder på det. Det er fx i de maskulines interesse at bevare de fra tidernes morgen etablerede værdisæt de to køn imellem, således at de maskuline vil kunne bevare deres magt i samfundet såvel som i hjemmet. Med serier som Desperate Housewives, Sex & The City og senest den populære film (snart serie) Nynne karikeres kvindekønnet stadig som usikker og følelsesorienteret og frem for alt svag. Med usikkerheden kommer svagheden, og skønt karaktererne ikke umiddelbart er fremstillet svage, så vidner seriernes popularitet om et behov for de kvinderne om at have noget at spejle sig i, noget at måle sig med, etc. Jeg kender det selv fra min omgangskreds – udtryk af evig utilstrækkelighedsfølelse forekommer ikke sjældent, og det er som om det er blevet okay.
Og klassikeren over alle klassikere hvad angår kønsproblematik: ‘mand der scorer mange kvinder er “player”, mens kvinde der scorer mange mænd er “luder”… ‘. Det behøver jeg vel ikke en gang kommentere nærmere.
Dog har jeg haft svært ved at finde ud af, om medierne, i form af de førnævnte serier og magasiner, spinder guld på kvinders fortsatte femininitet, eller om de i virkeligheden opretholder den? Måske gør de begge dele, det ville være fordelagtigt. Men jeg får en dårlig smag i munden, hvis pengemagernes succes stammer fra en analyse af kønskulturen, for derefter at bringe den til en resignation. “Kvinde, kend den plads som samfundet har skabt til dig. Den er okay, bare acceptér”. Så kommer vi jo ikke rigtig videre, vel?
“Jeg er feminist” råber SFU på deres hjemmeside ” – for lige løn, magt og muligheder”. Yeah right, hvis bare man opnår de tre ting er alt i god orden. Stemmeret, lige løn, barselsordninger. Er det ligestilling? I et samfund, som aldrig ville sætte en blød, feminin kvinde (Helle T) – eller endnu værre: en blød, feminin mand (Frank J) på statsministerposten, så er der stadig lang vej for den såkaldte ligestilling.
Men er det et reelt problem? Hvis man opnår de lige muligheder på arbejdsmarkedet, men opretholder en diversitet inden for de til kønnene hørende værdisæt, opnår man da ikke et mere dynamisk samfund? Mere og mere tyder på at man i stedet for at arbejde mod en komplet androgynitet vil opnå mere ved at anerkende en mulig forskel kønnene imellem. Når jeg skriver mulig forskel henviser jeg til Simone de Beauvoir (“Kvindens natur findes ikke. Hun er bare altid blevet sat i bås med de feminine værdier”) og i det hele taget de ovenstående argumenter om at kønsforskellene er samfundsskabte og ikke naturlige. Det kan være ganske praktisk, når Helle Thorning-Schmidt anvender MUS-samtaler med sine ordførere. Venstres bagland efterspørger den slags, men den maskuline Anders Fogh fastholder at “der er ikke noget at komme efter”, og så er den sag afsluttet.
Og hvad er der galt med omsorg og medfølelse – er det ikke bare det man kalder humanisme?
Ligeledes kan man se fordele ved maskuliniteten, for trods utilfredsheden i Venstres bagland, så er det edermame effektivt, det som Fogh har gang i med sit topstyre. Og det er vel åbenlyst for enhver at der ikke er tid til samtalerundkredse i en krigssituation.
Dertil kommer seksualiteten og behovet for at udfolde sit køn, i modsætning til doktrinen i 70′erne, hvor alle børn fik grydeklip og ens Rudolph Steiner-trølegetøj (ikke at der er noget galt med Rudolph Steiner, det er det køsnløse der er problemet). De børn der er vokset op og nu er blevet voksne med egne børn vil åbenbart ikke genopleve et sådant helvede, og derfor bliver børn af i dag stadset ud med prinsessetøj og superman-merchandise. De ultimative seksualsymboler når man er 10-11 år…
I øvrigt kan man – som Robert Kagan i “Paradise and Power” – anvende modellen på EU i forhold til USA, hvor EU er den feminine og USA er den maskuline. Der er fordele og ulemper ved begge dele, men senest har Chirac kommenteret sagen ved at kræve at EU spiller med musklerne på verdensscenen, mens en kronik i Berlingske har argumenteret for at EU finder et ståsted mellem sin nuværende position, og så den som USA har. Men nok om det – indtil videre.
Nå, for at runde af, så er vi på sin vis i et samfund der ikke har udviklet sig synderligt de sidste 2000 år. Kvinderne har fået lidt større beføjelser, og vi er blevet mere opmærksomme på det modsatte køn. Men hvor vi har gjort landevindinger på alle andre områder – politik, medicin, fysik, menneskerettigheder, sport, you name it – så er vi låst fast i de gamle opfattelser af mand og kvinde, feminin og maskulin. Jeg er spændt på om der kommer et gennembrud på området en skønne dag. Revolutionerne i starten af 1900-tallet var et stort skridt, men efter min mening var det langt fra stort nok.
Det, der er brug for, er en forståelse ikke bare for det andet køn, men for det samspil der hersket kønnene imellem, og hvordan man optimerer produktet til at være bedst muligt. Ellers må vi tage konsekvenserne af at være snotforvirrede og erklære os ingen-af-delene ligesom forsangeren for Antony & The Johnsons (som jeg i øvrigt er en stor fan af).
Kvinde, kend din krop. Mand, tæm din krop. Jaja, men frem for alt: Mennesker, kend hinanden!
